Vejen til succes
"Uden HIS var jeg ikke kommet til hvor jeg er i dag. På HIS
lærte jeg, hvem jeg var, og at finde ud af hvem der holder af mig.
Og den viden, er vejen til succes i livet"
Jakob Kjer, elev 04/05
Humanitært projekt
Hvert år støtter vi et velgørende projekt. I år har vi valgt
at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde på Afrikas
Horn.
I løbet af året samler vi ind på forskellige måder, bl.a. har vi
en aktionsdag den sidste lørdag i september, hvor vi tilbyder
bilvask og laver sponsorløb.
Med vores indsamlinger, gør vi en kæmpe forskel. Vi er med til,
at Folkekirkens Nødhjælp kan nå ud med hjælp til de værst ramte
områder. Vi er med til at redde liv.
Folkekirkens Nødhjælp beskriver forholdene på Afrikas Horn
således:
Familier sulter på Afrikas Horn
"13 millioner mennesker på Afrikas Horn har brug for hjælp, og
antallet stiger dag for dag, meddeler FN. Værst ser det ud i
Somalia, hvor der er blevet erklæret hungersnød i flere
områder.
FN frygter, at hungersnøden vil sprede sig, hvis ikke der bliver
sat massivt ind med nødhjælp. I store dele af Etiopien, Kenya og
Djibouti er sult-situationen yderst kritisk, og samtidig er der en
massiv tilstrømning af somaliske flygtninge.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder igennem ACT Alliancen i Somalia,
Kenya og Etiopien. ACT vurderer, at der er brug for hjælp for i alt
133 millioner kroner i de områder, hvor ACT har lokale
partnere.
Folkekirkens Nødhjælp er godt i gang med at få nødhjælpen ud og
har allerede givet vand og mad til flere tusinde familier i
Somalia, Etiopien og Kenya. Vi kæmper imod tiden for at forhindre,
at flere mennesker bliver ofre for hungersnød og sultedøden. Hvert
minut tæller i kampen.
Desværre forventer vi, at katastrofen kommer til at strække sig
indtil slutningen af 2011. Vejen bliver lang og udfordrende men
ikke umulig."
Hvorfor er valget faldet på Folkekirkens Nødhjælp?
"Folkekirkens Nødhjælp har til formål at hjælpe verdens
fattigste og styrke deres muligheder for at få et værdigt
liv.
Der arbejdes med katastrofehjælp, udviklingshjælp og med at tale de
fattiges sag, så også de strukturer, der ligger bag nøden, kan
ændres.
Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke,
men samarbejder bredt med andre kirkelige og folkelige
organisationer. Grundfilosofien er, at hjælp skal gives i respekt
for det enkelte menneske og dets værdighed - uden hensyn til race,
religion eller politisk overbevisning."
Dette fundament og menneskesyn ses også i vores
værdigrundlag, derfor er samarbejdet helt naurligt.
Tidligere indsamlinger
07/08 indsamlede vi ca. 35.000 kr til Break the Silence (KFUM og
KFUK i Danmark)
08/09 indsamlede vi ca. 45.000 kr til Break the Silence (KFUM og
KFUK i Danmark)
09/10 indsamlede vi ca. 60.000 kr til FC Savanna. (Folkekirkens
Nødhjælp)
10/11 indsamlede vi ca. 55.000 kr til FC Savanna. (Folkekirkens
Nødhjælp)